Samtaler med psykolog som bearbejdelse af sorg

Sorg er ikke til at komme udenom. Pludselig er din mor eller far død. Det kan være efter lang tids sygdom eller blot alderdom. Eller med ét mister du eller I et barn. Nogle forsøger at indkapsle sorgen og tie den ihjel for at undgå, at dødsfaldet skal udvikle sig til en eksistentiel krise eller depression. Andre vælger at konfrontere krisen ved at se sorgen i øjnene og lære at leve med den. Til den type sorgbearbejdelse er samtaler med en psykolog en god strategi..

Jeg har som psykolog mange års erfaring i at hjælpe klienter med at bearbejde og mestre deres sorg. Jeg har både arbejdet med veteraner, der har haft døden tæt inde på livet i krigszoner, og jeg har igennem samtaleterapi hjulpet både børn og voksne, der har oplevet et dødsfald i deres nærmeste familie. Har du brug for at snakke med en psykolog, så ring 42 77 24 90 eller skriv til mig her og mød mig til en konsultation i min klinik i Lyngby.

Hvornår skal man tale med en psykolog?

Der er mange forskellige grunde til, at man som efterladt har brug for at tale med en psykolog.

  • Stukturere fremtiden: Det kan være at reorienteringen kan være kompliceret og kompleks, og der er brug for hjælp og støtte til at strukturere fremtiden.
  • Svært at finde nogle at tale med om den afdøde: Det kan være, at de nærmeste til den efterladte også er meget berørt af tabet, så det er svært at tale med nogen om afdøde.
  • Et tab, der er sket for år siden: Endelig kan der være brug for at tale med nogen om et tab, der er sket for år siden, men hvor det var svært at forholde sit til tabet og sorgen og en stor tristhed har indfundet sig.
  • Sorgen som permanent tilstand: Endelig er der nogen, der har svært ved at reorientere sig og hvor sorgen er blevet en nærmest permanent tilstand, der er ubærlig.

Dødsfald i nærmeste familie og hos nært relaterede

Ca. 1 % af befolkningen dør årligt i Danmark, hvilket svarer til omkring 57.000 mennesker. Oplevelsen af dødsfald og den sorg, der følger med, er derfor næste uundgåelig, fordi det er et vilkår ved at leve. Det betyder, at vi stort set alle sammen vil opleve dødsfald og sorg både i nærmeste familie og blandt venner og bekendte.

Jo tættere tilknytningen og jo flere følelser, der har været mellem den afdøde og den efterladte, desto større følelsesmæssig påvirkning har tabet på de efterladte, og jo større er sorgen. Langt de fleste kommer igennem tabet og sorgen over at miste uden særlig hjælp og uden de store komplikationer, selvom sorgen er stor.

Sorg – en lang proces

Det, det er så vigtigt at huske for alle os omkring de efterladte, er, at tabet og sorgen stort set altid vil være en ledsager i den efterladtes liv. Det fleste kan sagtens leve et aktivt og livfuldt liv igen efter en periode med sorg og mindre energi, men sorg er en længere proces og betydningen af den afdøde på den efterladte ændrer og udvikler sig ofte hen over årene.

Det er især tankevækkende, at f.eks. børn og unge også år efter, de har mistet en forælder vil sørge over, at den forælder ikke kan opleve vigtige livsbegivenheder med dem. Det kan dreje sig om afsluttede eksaminer, fødsler af egne børn, bryllupper osv.

Hvad sker der, når vi mister?

Nyere forskning har vist, at sorgen følger en tosporet proces. Det ene spor er det tabsrelaterede spor, mens det andet er et reetablerende spor.

Den efterladte vil befindes sig i en vekselvirkning mellem de to spor. Det ene spor, hvor tabet er fremherskende, vil den efterladte fokuserer på det, der er mistet. Man vil opleve og genopleve sorgens følelser og fortsætte eller omforme de følelsesmæssige bånd til den afdøde. I det andet spor, sker der en nyorientering, hvor den efterladte forholder sig til de konkrete ændringer og udfordringer, tabet har givet, som f.eks. nye praktiske udfordringer i hverdagen. Den efterladte vil begynde at gøre nye ting og bliver på den måde afledt fra sorgen og undgår kontakt med sorgens følelser. Vekselvirkningen mellem de to spor betragtes som en måde at tilpasse sig den nye livssituation på.

Der er dog ingen tvivl om, at det tager lang tid før den efterladte finder en balance i tilværelsen, så han både kan leve et aktivt og udadvendt liv og have den afdøde med sig i sit videre liv. I dag taler man ikke om, hvorvidt den efterladte er kommet sig over eller kommet videre efter dødsfaldet. Spørgsmålet er i højere grad hvor stor plads og indflydelse den afdøde fortsat har i og hos den efterladte.

Sorgprocessen ved dødfald

Dødsfald kan ske på mange måder. Det kan ske pga. sygdom, trafikulykker, hjertestop, andre ulykker og selvmord.

I min klinik har jeg mødet efterladte efter alle tænkelig former for dødsfald. Hvis dødsfaldene sker efter længerevarende sygdom er det min erfaring, at de efterladte på forskellig vis har påbegyndt sorgprocessen, men den alvorlig syge stadig var i live. Det betyder ikke at sorgen er mindre ved tabet, men at døden har været ventet, og de efterladte har været mentalt forberedt på at de ville miste over længere tid.

Dem, der er kommet i min praksis, har overvejende nogen, der har mistet en forælder, en ægtefælle eller et barn pludseligt og uventet.

Sorgen over at miste uden varsel

At miste pludseligt behøver ikke at være sværere end at miste en nærtstående efter længere tids sygdom. Langt de fleste har de samme følelser og tanker efter et dødsfald, uanset hvordan de har mistet.

Det, der dog typisk adskiller sig, er, at pludselige dødsfald som regel sker under voldsomme og dramatiske omstændigheder, som f.eks. ved en ulykke eller hjertestop. Der betyder ofte, at de efterladte meget sjældent har haft mulighed for at tage afsked og sige farvel til afdøde.

En del af behandlingen med de efterladte vil stort set altid være at formulere et farvel til afdøde, og formulere hvad afdøde har betydet for den efterladte.

Sorgen efter selvmord – hvad gør man?

Et selvmord i familien eller blandt venner er meget chokerende og efterlader både mange spørgsmål og stor skyldfølelse hos de pårørende. De vil altid forsøge at prøve at forstå og finde en forklaring på selvmordet ofte ledsaget af spørgsmål om, man som efterladt havde overset tegnene på, at det ville ske, om man kunne have forhindre det eller det var en impulsiv handling eller planlagt over længere tid.

Det er generelt svært for de efterladte at tale om selvmordet, og for venner og bekendte at indlede en samtale om selvmordet, ofte fordi der er så mange åbne og ubesvarede spørgsmål og så stor selvbebrejdelse, men også ofte stor vrede mod afdøde, hos de efterladte.

Hvordan hjælper man den sørgende?

Ligesom ved andre typer af dødsfald vil de efterladte veksle mellem af være sørgende og være reorienterende. Det kan være svært for omgivelserne helt af vide, hvor den efterladte befinder sig, men noget af det mest hjælpsomme for den efterladte er, at omgivelserne ”følger med” deres vekslen. Det betyder, at det er en stor hjælp, at den efterladte oplever, at blive behandlet almindeligt, at der kan tales om meget andet end om sorg og den afdøde, når den efterladte er i det reorienterende spor og at der er respekt for, at den efterladte har lyst til at trække sig, være mere stille og indadvendt, når sorgen er den mest dominerende følelse.

Læs mere om min klinik i Lyngby og om mine mange og brede erfaringer som psykolog.