Bil psykolog
Bilen som psykolog

En bil kan på umærkelig vis forvandle sig til til det ideale rum for samtaler med psykologisk dybde.

En bil kan meget mere end at bringe dig og dine passagerer fra et sted til et andet. Den er også et rum, der på unik vis egner sig til samtaler, der kræver eftertanke og tid. Kabinen i en bil har i hvert fald for mig ofte været et magisk sted til samtaler i dybden – og navnlig med børn og unge. Hvordan kan det egentlig være?

Et magisk rum

Jeg skal sige med det samme: Jeg ikke har ambitioner om at åbne en psykologisk praksis i min firedørs sedan. Jeg vil bare gerne dele nogle betragtninger her på min blog om, hvordan rutinemæssig transporttid kan forvandles til et magisk rum for samtale.

Vi kender alle den tilstand, der opstår, når vi kører tog. Noget lignende sker der i en bil. Det er bare beroligende at køre i bil. Den rytme, vi mærker, når vi kører bil, gør, at vi falder ind i os selv og kommer i kontakt med det emotionelle.

De naturlige pauser

Der er nogle helt konkrete ting, der spiller ind. Det betyder dels noget, at man ikke øjenkontakt. Det er ikke det samme, som at man undgår hinandens blik, men føreren af bilen skal bare helst ikke fjerne sit blik fra vejen.

Derfor er der hele tiden en implicit naturlig afstand bygget ind i situationen. Måske bliver samtalen en gang imellem lidt drævende, eller man giver ekstra god tid til, at den anden kan svare.

På den måde kan samtalen folde sig ud med naturlige pauser, der ikke føles pinlige.

Hvis samtalen på et tidspunkt bliver for akavet, eller man kan mærke, at man er gået for langt, så kan man – måske lidt konstrueret, men alligevel naturligt –  kaste et blik på GPS’en eller kigge i bakspejlet. På den måde flytter man sig emotionelt fra det emne, der måske begyndte at gå den anden lidt for nær.

Lullet ind i motorens rytme

Der er noget særligt ved det, at man sidder sammen og ikke kan flytte sig samtidig med, at man bliver lullet ind i motorens rytme og bilens bevægelsen. En emotionelt samtale forekommer derfor en lille smule mindre forpligtende, når den finder sted i en bil.

For mig er bilens rum et fantastisk sted at folde samtaler ud, når man selv har noget på hjerte, eller man gerne vil mave sig ind på den anden på en omsorgsfuld måde, så den, man taler med, ikke føler, at deres integritet bliver overskredet.

Samtidig vil den den mulige afvisning, som en samtale kan munde ud i, fremstå mindre dramtisk.

Bilens kunstpauser

Situationen i bilen er ikke så fjern fra den måde, man som psykolog taler sammen med sine klienter på.

Til hverdag på mit arbejde er det også naturligt for mig at lægge lidt afstand ind i samtalen nu og da med nogle småsætninger som f.eks.: “måske går jeg lige lidt for tæt på”, eller “du må endelige sige, hvis jeg er på vildspor, for det er jo dig, der ved det”.

Eller andre måder at vise respekt over for for den anden og for de grænser, som vedkommende har. Disse små kunstpauser opstår helt af sig selv i bilen

Venlig bil Bilen som omsorgsrum

Jeg har tit tænkt på, at jeg har haft mange vigtige samtaler i bilen med mine børn eller min ægtefælle.

Der har været gange, hvor jeg har hentet mine børn om natten fra en eller anden fest, hvor de i bilen på eget initiativ har talt om alt muligt fra deres fester eller om ting fra deres liv.

Jeg har så bare stillet mig til rådighed, uden at det var med en samtale i udsigt, eller fordi det har været mit behov at tale om noget specielt.

Bilen har fungeret som et slags omsorgsrum, hvor lyden og hastigheden har gjort meget til stemningen.

Det har også spillet en rolle, at man i bilen ikke bare kan komme væk, for man laver jo ikke lige pludselig et rullefald ud af fordøren.

På efterskolen

Dengang mine børn gik på efterskole, så var det også noget, jeg glædede mig til.

Man fik jo noget tid sammen, når man skulle køre dem frem og tilbage, og de var i en emotionalitet, som vi ikke havde på samme måde derhjemme.

For de er jo noget andet, når man kommer frisk fra fad fra kammeraterne. Den overgang har været et dejligt rum for mig at være sammen med dem i.

Det kan være, at de har fortalt mig, om deres kammerater, eller deres  kærester, eller noget de har været kede af. Nogle der er blevet sendt hjem – eller hvad som helst.

Ligegyldigt hvad, har det været noget, der har ligget dem på sinde, og det gjorde, at jeg kom til at kende dem bedre.

Bilen – ikke forførelsens rum

Det er ikke sådan, at bilen skal blive til et forførelsens rum á la: Hvis du siger noget, så kører vi på Bakken. Det er et rum, man er fælles om.

Det andet vil slet ikke kunne lykkes. Så ville de sige: Er det, fordi du gerne vil tale om noget? Så har man netop brudt det rum.

Hvis der er en modstand mod det, så skal man hellere bare tie stille, kigge på GPS’en eller i bakspejlet og bare lade tiden gå. Måske vender stemningen tilbage i takt med, at den hypnotiske rytme i bilen tager over igen.

Læs mere om børnepsykologi – også for unge – her på sitet

Barn sover hos forældre

Barn sover hos forældre

Ritualerne omkring søvn og sengelægning kan medvirke til at børn og unge får lavt selvværd. Det er noget, jeg oplever ret tit i min psykologiske praksis. Den gode nyhed er, at i selve erkendelsen af de uhensigtsmæssige mønstre og vaner gemmer kimen til bedre selvværd for barnet sig.

Selvværd hos børn

Selvværd er ikke noget, man får med posten. Selvværd er noget, der dybest set opbygges, mens vi er børn. Det sker ved, at barnet oplever, at det får en værdi i sig selv i kraft af, at der er nogen, der holder af det, og at barnet har en betydning for andre. Man er ikke elsket for noget bestemt. Ikke fordi man har en bestemt måde at være på, eller fordi man er meget klog – men fordi man er “sig”.

Hvor sover barnet om natten?

Søvn- og sengelægningsmønstre er et tilbagevendende tema, der ofte dukker op, når forældre henvender sig til mig, fordi de oplever, at deres børn har lavt selvværd i forhold til – for eksempel – deres kammerater.

En del forældre oplever deres børn som lidt sarte, og at de har behov for ekstra meget tryghed. Blandt andet af den grund har børnene sædvanligvis fået lov til at sove inde hos forældrene, når de er kommet ind om natten. Eller på et eller andet tidspunkt, da de fik en lillesøster, begyndte de at komme ind om natten, fordi der opstod en ubalance.

Det er egentlig også ok i en overgang, men så skal man rykke tilbage til udgangspunktet igen. Det at falde i søvn i sin egen seng handler nemlig også om, at man skal kunne kan falde ind i sig selv og finde ro hos sig selv. Det er en kerne, man skal bruge resten af sit liv, når der er noget, der går én lidt imod.

Utryghed ved at sove ude

Alligevel ser man tit, at børnene bliver ved med at appellere til forældrene og kommer løbende ind til dem i deres senge. Når så forældrene på et tidspunkt begynder at tænke, at nu må det være slut, så kan det vise sig at være en kamp af guds nåde at få afviklet børnenes afhængighed af forældrene.

Jeg synes tit, at det hænger sammen med, at børnene bliver for optagede af forældrenes liv. Nogle gange ser man en ængstelse vokse ud af en for tæt relation med forældrene, og det kan ske på bekostning af, at barnet forsømmer at begynde at interessere sig for sine jævnaldrende og at lege med dem.

Børn med den slags søvnvaner mister hurtigt modet, når de sover ude – for slet ikke at tale om at tage på lejrskole. For dette får dem til at miste den trygge base, som forældrene giver dem.

Læs også: Børnepsykolog – også for unge. Terapi hos psykolog Vibekes Schmidt.

Umodenhed og social angst

Jeg oplever også, at nogle af disse børn i en periode fremstår lidt mere umodne i forhold til deres jævnaldrende, fordi det er, som om de ikke vokser emotionelt på samme måde og i samme tempo som deres jævnaldrende.

Nogle gange ser man, at nogle børn med den last i bagagen får social angst, når de er ude blandt andre og skal præstere. Så bliver de meget optagede af, hvad andre tænker om dem. Det kan meget let skyldes, at det har været et problem for dette barn at få fornemmelsen af en sikkerhed og en tryghed i sit eget værd.

Sovende barn

Sovende barn

Sensitive søvnritualer

Dette er ikke det samme som at sige, at forældrene ikke er vigtige, når det tordner, eller man får høj feber. Så er det klart, at barnet må sove sammen med sine forældre.

Det lykkes da også for de fleste børn at komme sig over det til sidst. Men for nogen tager det længere tid. Det kan skabe en en bekymring fra forældrene om, at der er noget, der ikke er helt i orden. Nogen tænker også, at deres børn er særligt “sensitive”, som er det helt store buzzword for tiden,

Som et psykologisk fænomen er der ganske vist nogen mennesker og børn, der i særlig grad opfanger signaler og stemninger, men det er næppe det samme som at sige, at de er særligt sensitive. Det er nok snarere et spørgsmål om, at de har nogle forældre, der også er særligt “sensitive”, og som er ekstra opmærksomme på, at man skal mærke hinanden.

Særlig sensitiv kan lyde som særlig fin afart, der indebærer, at man ikke må stille for store krav. Men nogle gange, når man stiller lidt større krav, så viser børn sig alligevel at være modstandsdygtige på den gode måde og at være i stand til at imødekomme de krav, der opstilles.

Sådan lærer du dit barn at sove i sin egen seng

Hvis du gerne vil have dit barn til at sove i sin egen seng, så er det vigtigt at erkende, at det næsten altid er uløseligt forbundet med dine tankemønstre og din og din partners adfærd. Du – eller I – skal indse nødvendigheden af, at det er bedst for jeres barn at lære at falde ind i sig selv og finde ro med sig selv – alene.

Det er en ballast, som jeres barn har brug for resten af sit liv. Når den erkendelse har rodfæstet sig hos forældrene, så er vejen til at få barnet til at føle sig mere tryg – alene i sit eget selskab – pludselig meget kortere.

Kontakt psykolog Vibeke Schmidt om terapi for børn og unge her.

Eller prøv: Online psykologhjælp

Psykolog divan

Dette er stedet, hvor jeg vil dele mine tanker om alt, hvad der vedrører mit fag, psykologien. Du vil både kunne finde aktuel stillingtagen til psykologiske emner og strøtanker og små oplevelser fra mit arbejde og hverdag.

En ting kan du dog være sikker på – jeg vil aldrig skrive om mine klienter og mit møde som psykolog med dem. Jeg tager min tavshedspligt meget alvorlig.

Velkommen til min blog.

© Vibeke Schmidt