Bilen som psykolog

En bil kan på umærkelig vis forvandle sig til til det ideale rum for samtaler med psykologisk dybde.

En bil kan meget mere end at bringe dig og dine passagerer fra et sted til et andet. Den er også et rum, der på unik vis egner sig til samtaler, der kræver eftertanke og tid. Kabinen i en bil har i hvert fald for mig ofte været et magisk sted til samtaler i dybden – og navnlig med børn og unge. Hvordan kan det egentlig være?

Et magisk rum

Jeg skal sige med det samme: Jeg ikke har ambitioner om at åbne en psykologisk praksis i min firedørs sedan. Jeg vil bare gerne dele nogle betragtninger her på min blog om, hvordan rutinemæssig transporttid kan forvandles til et magisk rum for samtale.

Vi kender alle den tilstand, der opstår, når vi kører tog. Noget lignende sker der i en bil. Det er bare beroligende at køre i bil. Den rytme, vi mærker, når vi kører bil, gør, at vi falder ind i os selv og kommer i kontakt med det emotionelle.

De naturlige pauser

Der er nogle helt konkrete ting, der spiller ind. Det betyder dels noget, at man ikke øjenkontakt. Det er ikke det samme, som at man undgår hinandens blik, men føreren af bilen skal bare helst ikke fjerne sit blik fra vejen.

Derfor er der hele tiden en implicit naturlig afstand bygget ind i situationen. Måske bliver samtalen en gang imellem lidt drævende, eller man giver ekstra god tid til, at den anden kan svare.

På den måde kan samtalen folde sig ud med naturlige pauser, der ikke føles pinlige.

Hvis samtalen på et tidspunkt bliver for akavet, eller man kan mærke, at man er gået for langt, så kan man – måske lidt konstrueret, men alligevel naturligt –  kaste et blik på GPS’en eller kigge i bakspejlet. På den måde flytter man sig emotionelt fra det emne, der måske begyndte at gå den anden lidt for nær.

Lullet ind i motorens rytme

Der er noget særligt ved det, at man sidder sammen og ikke kan flytte sig samtidig med, at man bliver lullet ind i motorens rytme og bilens bevægelsen. En emotionelt samtale forekommer derfor en lille smule mindre forpligtende, når den finder sted i en bil.

For mig er bilens rum et fantastisk sted at folde samtaler ud, når man selv har noget på hjerte, eller man gerne vil mave sig ind på den anden på en omsorgsfuld måde, så den, man taler med, ikke føler, at deres integritet bliver overskredet.

Samtidig vil den den mulige afvisning, som en samtale kan munde ud i, fremstå mindre dramtisk.

Bilens kunstpauser

Situationen i bilen er ikke så fjern fra den måde, man som psykolog taler sammen med sine klienter på.

Til hverdag på mit arbejde er det også naturligt for mig at lægge lidt afstand ind i samtalen nu og da med nogle småsætninger som f.eks.: “måske går jeg lige lidt for tæt på”, eller “du må endelige sige, hvis jeg er på vildspor, for det er jo dig, der ved det”.

Eller andre måder at vise respekt over for for den anden og for de grænser, som vedkommende har. Disse små kunstpauser opstår helt af sig selv i bilen

 

Venlig bil Bilen som omsorgsrum

Jeg har tit tænkt på, at jeg har haft mange vigtige samtaler i bilen med mine børn eller min ægtefælle.

Der har været gange, hvor jeg har hentet mine børn om natten fra en eller anden fest, hvor de i bilen på eget initiativ har talt om alt muligt fra deres fester eller om ting fra deres liv.

Jeg har så bare stillet mig til rådighed, uden at det var med en samtale i udsigt, eller fordi det har været mit behov at tale om noget specielt.

Bilen har fungeret som et slags omsorgsrum, hvor lyden og hastigheden har gjort meget til stemningen.

Det har også spillet en rolle, at man i bilen ikke bare kan komme væk, for man laver jo ikke lige pludselig et rullefald ud af fordøren.

På efterskolen

Dengang mine børn gik på efterskole, så var det også noget, jeg glædede mig til.

Man fik jo noget tid sammen, når man skulle køre dem frem og tilbage, og de var i en emotionalitet, som vi ikke havde på samme måde derhjemme.

For de er jo noget andet, når man kommer frisk fra fad fra kammeraterne. Den overgang har været et dejligt rum for mig at være sammen med dem i.

Det kan være, at de har fortalt mig, om deres kammerater, eller deres  kærester, eller noget de har været kede af. Nogle der er blevet sendt hjem – eller hvad som helst.

Ligegyldigt hvad, har det været noget, der har ligget dem på sinde, og det gjorde, at jeg kom til at kende dem bedre.

Bilen – ikke forførelsens rum

Det er ikke sådan, at bilen skal blive til et forførelsens rum á la: Hvis du siger noget, så kører vi på Bakken. Det er et rum, man er fælles om.

Det andet vil slet ikke kunne lykkes. Så ville de sige: Er det, fordi du gerne vil tale om noget? Så har man netop brudt det rum.

Hvis der er en modstand mod det, så skal man hellere bare tie stille, kigge på GPS’en eller i bakspejlet og bare lade tiden gå. Måske vender stemningen tilbage i takt med, at den hypnotiske rytme i bilen tager over igen.

Læs mere om børnepsykologi – også for unge – her på sitet